Atlassian 'å dansk!

Skrevet 30. May, 2013 i Atlassian, af Thomas Peter Berntsen

Som dansksproget bruger af Atlassians værktøjer har du nok bemærket, at de dansksprogede oversættelser er… Lettere mangelfulde til stort set ikke-eksisterende. :-)

Igennem årene har vi mange gange snakket med vores kunder om behovet for meget vedligeholdte dansksprogede oversættelser, og selvom vores kunder har udtrykt, at det kunne være rart at have dansksprogede oversættelser, har det ikke været noget, som har været så vigtigt, at man har ønsket at bruge de store ressourcer på oversættelsesarbejdet. Dette har vi haft stor forståelse for, for man skal naturligvis prioritere sine midler og ressourcer dér, hvor skoen trykker mest.

Translucent har igennem tiden flere gange været i gang med at oversætte værktøjerne, men vi har, grundet en mangel på efterspørgsel, ikke gennemført oversættelserne. Én af vores gode kunder, Logica, samt flere individuelle brugere, har igennem tidet bidraget meget til oversættelsesarbejdet, men det danske community har nok manglet en samlende entitet, som kunne drive udviklingen helt i mål på tværs af produkterne.

Ikke desto mindre er Jira og Confluence ved at vinde så megen udbredelse i sammenhænge, hvor ikke-teknisk personale skal benytte dem, at vi i Translucent nu mener, at tiden er inden til at gennemføre en overstættelse af i hvert fald Jira, Confluence - og til dels også GreenHopper - til dansk.

Det er ikke utænkeligt, at vi også går i gang med nogle af Atlassians øvrige værktøjer, men vi vurderer, at Jira, Confluence og GreenHopper oftest anvendes af ikke-teknisk personale, og det er derfor hér vi prioriterer vores ressourcer.

Derfor tager Translucent nu ansvar for at forestå en initiel og løbende oversættelse af Atlassians værktøjer - til glæde for nye og eksisterende kunder.

Vi vil løbende blogge om vores fremdrift, og jeg er overbevist om, at vi får god brug for dialog og feedback fra jeres, brugernes, side vedr. brugen af begreber, vendinger og formuleringer.

Vi ser i Translucent frem til at rykke på oversættelsesarbejdet, og jeg håber, at I vil involvere jer i afprøvningen af oversættelserne og gøre god brug af dem i jeres egne organisationer.

Kontakt os